Udover at bære vores børn fordi vi synes det føles rigtigt, hvad siger videnskaben så egentligt om det at have vores børn tæt på os? Det er det denne blog vil prøve at svare på.

Som mit firmanavn siger, så er jeg nørd, og nyder derfor at gå ind i nogle af de kringlede detaljer og kroge i de emner der nu interesserer mig. Og en af de emner er tydeligvis det at bære mine børn. Derfor har jeg også læst mange forskellige artikler og megen forskning omkring det at bære børn, og jeg vil prøve at gengive nogle af resultaterne her for jer.

Biologisk anlagt til at bære?

Når vi snakker nyfødte inden for alle dyrearter, er de oftest delt op i tre typer, når vi vurderer dem ud fra forholdet mellem barn og forældre i tiden lige efter fødslen.

Nest: babyer der fødes meget skrøbelige, kan oftest ikke se eller høre og har meget lidt hår/pels på kroppen. Fødes ofte i kuld, og efterlades i en hule/rede sammen for at holde varmen, mens forældrene er ude at finde føde. Maden/mælken de får har et meget højt indhold af fedt og dyrets hjerne er meget simpel.

Cache: babyer fødes mobile fra fødslen, med åbne øjne og øre, kan justere deres temperatur og kan hurtigt følge med forældrene. Mælken har et højt niveau af protein der hjælper knoglerne med at udvikle sig hurtigt.

Carry: babyer fødes lettere skrøbelige, men har stærke gribereflekser fra fødslen af. Mælken har et højt niveau af sucker og fedt, men fordøjes hurtigt, da hjernen bruger dette til at vokse og udvikles, da hjernen er meget kompleks.

Nicolai (2013) og Lozoff og Brittenham (1979) har sammenlignet mennesker med forskellige grupper af dyr, for at se hvad vores biologi egentlig ligger op til: at menneskebabyer skal være nest, cache eller carry. Ved at kigge på sammensætningen af brystmælk og børnenes respons når de bliver sultne, konkluderer de begge at menneskebørn biologisk har anlæg for at være sammen med deres mor så meget som muligt. Lozoff og Brittenham konkluderede at når dette blev opfyldt, blev børnene mere uafhængige, som de voksede op, end hvis de i længere perioder ikke havde tæt kontakt med deres mor og/eller far. Nicolai (2013) undersøgte også hvordan nyfødtes hofter er mere fleksible end voksne menneskers, og at nyfødte automatisk indtager en position så de kan holde bedst muligt ved deres forældre. Derudover kan de justere vinklen på deres ben, så de har mest mulig kropskontakt med den der bærer dem.

Tilknytningen mellem forældre og barn

Tilknytning til andre mennesker er et grundlæggende menneskeligt behov for alle. Flere studier har vist at tætte og fortrolige forhold mellem forældre og børn fordrer mere nysgerrige, selvhjulpne og selvstændige børn. Børn der har en sikker tilknytning, har også større tendens til at blive voksne der er mere modstandsdygtige og kompetente. (Hong & Park, 2012)

Denne tilknytning skabes blandt andet ved at være tæt med vores børn, også fysisk, og Anisfeld et al viste i 1990 at børn der fra fødslen af har haft øget fysisk kontakt med deres forældre, nemmere kan håndtere situationer hvor disse forældre ikke er tilstede.

Derudover viste Anisfeld et al at når vi bærer vores børn tæt på os, så bliver vi også bedre til at genkende børnenes lyde og derved kan vi nemmere og hurtigere reagere på børnenes behov.

Derudover har Hunziker og Barr (1986) vist at en øget fysisk kontakt mellem forældre og børn også gør at børnene græder mindre. Deltagerne i deres studie blev instrueret i at holde deres babyer, på tilfældige tidspunkter og ikke kun som respons på gråd, i tre timer ekstra per dag. Da babyerne var 6 uger gamle, viste resultaterne at børnene græd 43% mindre generelt og 51% mindre om natten, end børnene fra kontrolgruppen, hvis forældre ikke var blevet opfordret til at holde deres børn mere end de ellers ville.

Oxytocin

Uvnäs-Moberg (1997) har fundet ud af, at al den berøring som der sker mere naturligt når vi bærer vores børn i bæreredskaber, også er med til at frigive mere oxytocin i kroppen. Når oxytocin bliver frigivet, sænkes kortisolniveauet, og derved sænkes stressniveauet som vores kroppe oplever også. Som en konsekvens af både højere niveau af oxytocin og lavere niveau af kortisol, får vi et lavere blodtryk. Samlet set giver dette en øget fornemmelse af ro og afslappethed, både hos forældrene og børnene.

Det fjerde trimester

Noget der ofte også fortælles om inden for bæreverdenen, er at det at bære vores børn kan give børnene et fjerde trimester og dermed mildne overgangen for dem fra maven til verden. Dette har Gatts undersøgt, og han har fundet ud af, at det at have børnene tæt på vores kroppe netop kan lette overgangen efter fødslen. Når vi bærer vores børn, minder dette nemlig om miljøet inde i maven; de kan mærke varmen og høre lydene fra vores krop, som de var vant til inde i maven også. Derudover mærker de også den konstante bevægelse, hvilket også skaber ro. Byrne og Horowitz (1981) fandt at det ikke kun er kropskontakten der er med til at berolige babyer, men den rokkende bevægelse er en stor faktor. Denne kan være nemmere at efterligne ved at bære vores børn, end i forskellige barnevogne og senge.

Esposito et al. (2013) fandt også at bevægelse spiller en stor rolle i at berolige nyfødte. De har undersøgt hvordan nyfødte reagerer når de bliver båret af en gående versus en siddende mor. Her fandt de at når der bliver tilføjet bevægelse, så ser vi en langsommere og roligere puls, mindre gråd og mindre pludselig bevægelse hos de nyfødte. Esposito et al. vurderer at dette sker som en koordineret regulering, både af centralnervesystemet, motorisk og kredsløbet, som samlet set beroliger nyfødte.

Hvad betyder alt dette så?

Samlet set kan vi derved se at det at bære vores børn, hvad end vi bruger et bæreredskab eller ej, har store positive indvirkninger på vores børn, og på os der bærer også. Børnene får ofte et bedre udgangspunkt til livet og vi er faktisk biologisk beregnet til at være fysisk tætte på vores børn i de første år af deres levetid.

Studier:

Anisfeld E et al. (1990). “Does infant carrying promote attachment? An experimental study of the effects of increased physical contact on the development of attachment.” Child Development, 61(5):1617-27. bit.ly/2xR8kJt

Byrne JM, Horowitz FD. (1981). “Rocking as a soothing intervention: The influence of direction and type of movement.” Infant Behavior and Development, 4:207-218. bit.ly/2Q7zXW4

Esposito G et al. (2013). “Infant calming responses during maternal carrying in humans and mice.” Current Biology, 23(9):739-45. www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23602481

Gatts J D, “Infant environmental transition system and method”, US Patent, US5385153A. patents.google.com/patent/US5385153A/en

Hong, Y. R., & Park, J. S. (2012). Impact of attachment, temperament and parenting on human development. Korean journal of pediatrics, 55(12), 449–454. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3534157/?fbclid=IwAR1I0K-Mlwh8ZnqXYOCmv_4DTkaJ4ZNkrSGM2FeWWh1iQIhN02uuEpdYDpw

Hunziker UA, Barr RG. (1986). “Increased carrying reduces infant crying: a randomized controlled trial.” Pediatrics, 77(5):641-8. www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/3517799

Lozoff, B., & Brittenham, G. (1979). Infant care: Cache or carry. The Journal of Pediatrics, 95(3), 478–483. doi:10.1016/s0022-3476(79)80540-5. https://sci-hub.tw/10.1016/S0022-3476(79)80540-5

Nicolai K, (2013), “Cache or Carry? Comparative biology and infant carrying”. Published online. bindungtraegt.de/cache-or-carry-comparative-biology-and-infant-carrying/

Uvnäs-Moberg K. (1997). “Oxytocin linked antistress effects–the relaxation and growth response.” Acta Physiol Scand Suppl. 640:38-42. www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/9401603